Et lille tip til en hyggelig sensommeraktivitet her på en fin solskinsdag. Selvom vejret ikke har været perfekt i de seneste måneder, er der stadig mulighed for at komme ud og nyde naturen og en perfekt picnic eftermiddag – bare husk en god striktrøje, et par tæpper og vin! Gå aldrig ned på vin (så glemmer man hurtigt at vejret er surt!). Det er en skøn måde at tilbringe en weekenddag sammen med venner, kæreste eller familie, og man vil helt sikkert sætte pris på at være taget afsted, når det lige straks bliver for koldt til at være udendørs. Så pak en bil, hjemmelavede godter, service og godt selskab og find jeres egen oase af ro og fred et sted i det danske landskab. Min kæreste og jeg har et helt særligt sted i Mols Bjerge, hvor vi aldrig har set synet af andre mennesker – et perfekt sted til at gå ture, slappe af og bare være os selv. Undersøg lokale skove og parker for små grønne gemmesteder og se at komme afsted.
I indlægget her får I fire opskrifter på vidunderlige, veganske, velsmagende delikatesser til picnickurven – både lidt sundt og lidt til den søde tand. Skal I være afsted på picnic hele dagen, kan det være en idé at pakke flere forskellige retter, som kan spises løbende – eksempelvis små stykker frugt, gnavegrøntsager, vand med frisk citrusfrugt, en kande kaffe og en god kvalitetschokolade. Øvrigt kan du give dig i kast med opskrifterne nedenfor – prøv eksempelvis…
Mini-kartoffelpizzaer:
1 tsk gær
1¼ dl lunkent vand
1 tsk sukker
¼ dl olivenolie til dejen
50 g speltmel
1 tsk salt
175 g hvedemel
350 g kartofler
4 fed hvidløg
Olivenolie til at smøre pizzaerne
En håndfuld friske rosmarinkviste
Forvarm ovnen på 220°. Sukker og gær røres ud i vandet. Efterfølgende tilsættes olie, salt, speltmel og til sidst hvedemel, indtil dejen er elastisk. Ælt grundigt og rul dejen ud på et meldrysset bord – den skal være jævn og tynd over det hele. Brug et vandglas til at stikke små cirkler ud og fordel dem på et stykke bagepapir på en bageplade. Vask kartoflerne grundigt og skær dem i helt tynde skiver (brug evt. et mandolinjern). Hak hvidløgene fint og pluk bladene af rosmarinkvistene. Pizzaerne pensles med olivenolie og kartoffelskiver, hvidløg og rosmarin fordeles. Drys til sidst med lidt groft salt og bag dem i ovnen i ca. 15 minutter.
Nem-tag-med-salat:
100 g. bulgur (eller couscous, quinoa, brune ris o.lign.)
10 søde cherrytomater
1 lille rødløg
1 dl saltede græskarkerner
1 dl rosiner
1 lime
1 spsk olivenolie
1 fed hvidløg
1 bundt frisk persille
Salt og peber
Dæk bulguren med vand og lad det koge i 10 minutter. Vandet sies fra og bulguren køles af. Tomaterne skæres i halve, løget snittes fint og persillen hakkes. Bland en dressing af limesaft, olivenolie, hakket hvidløg, salt og peber og vend bulguren sammen med de øvrige ingredienser deri. Anret portioner i eksempelvis sylteglas.
Kikærte-spread (wannabe-tunsalat):
1 dåse kikærter (husk at gemme væsken, hvis du også vil bage muffins)
1 skalotteløg
1 lille dåse majs
50 g. soltørrede tomater
50 g. syltede agurker
200 ml. sojayoghurt
1 lille bundt frisk dild
1 spsk. friskpresset citronsaft
1/2 tsk sukker
1/2 tsk paprika
1 tsk gærflager (kan udelades)
1-2 fed hvidløg
Salt og peber
Mos kikærterne groft med en gaffel, så de deles i mindre stykker. Det skal dog ikke laves til mos. Hak løget fint og bland det sammen med kikærterne. Tilsæt sojayoghurt, majs, soltørrede tomater, syltede agurker, dild, citronsaft, sukker, paprika, gærflager og hvidløg og rør det hele godt sammen. Smag til med salt og rigeligt med friskkværnet peber – tilsæt evt. mere citronsaft og sukker indtil du er tilfreds med smagen. Server i et lækkert sandwichbrød med sprød salat.
Rabarber-muffins med marcipan:
6 spsk. af væsken fra kikærterne (aquafaba)
100 g. sukker
100 g. hvedemel
100 g. smeltet margarine
100 g. marcipan
50 g. finthakkede mandler
4 spsk. sukker
1/2 tsk vaniljepulver
1 tsk bagepulver
200 g. rabarber
Forvarm ovnen på 170°. Pisk aquafaba og sukker til en luftig marengs. Tilsæt margarine, hakkede mandler, vaniljepulver og bagepulver og pisk det hele godt. Skær marcipanen i små bidder og bland dem i dejen sammen med melet. Skær rabarberne i skiver og rør halvdelen af dem i blandingen. Fordel dejen i smurte muffinforme og fordel resten af rabarberne som pynt på kagerne. Bag dine muffins i 35 minutter og lad dem køle af, inden du pakker dem ned.
Opskrifterne er også ret perfekte til en regnvejrsdag indendørs. Måske en picnic på stuegulvet? Under alle omstændigheder et tiltag som folk omkring dig vil sætte pris på.
Velbekomme!